OM OS

PLURA er en almennyttig forening, der arbejder for at demokratisere fremtiden – give flere mennesker muligheden for og opfordringen til at skabe og udtrykke visioner for fremtiden. Det gør vi ved at styrke deltagernes forestillingsevne, kreative og eksperimenterende kompetencer gennem workshops og forløb med netop dette i fokus. Her drager vi særligt inspiration fra Sci-fi-genrens koncept om Worldbuilding, hvor der skabes fortællinger om hele verdener, der adskiller sig fra den vi kender i dag.

Vi står lige nu i en forestillingskrise – vores evne til at tænke, at fremtiden kunne se anderledes ud, er blevet dårligere, og 8 ud af 10 danskere tror ikke, at verden ser bedre ud i fremtiden. Så hvordan skaber vi forandring, hvis vi ikke engang har evnen til at kunne forestille os den?

Derfor starter vi der: ved forestillingsevnen. Fordi det er her, mulighederne tegner sig.

PLURA består af partnerne Ane Winding Nordestgaard og Vera Mosbæk Ipsen, som siden 2022 har lavet workshops, pop-ups til events og oplæg med fokus på, hvordan vi træner forestillingsevnen. Ane og Vera mødte hinanden på Kaospilot-uddannelsen. Ane har en stærk baggrund indenfor teater og performance med en baggrund fra Akademiet for Scenekunst, Rødkilde Teaterhøjskole og som en del af forskellige teatergrupper. Derudover har hun en passion for mennesker og holder af at skabe rum for kreativ læring, hvilklet hun har undersøgt gennem ophold på LungA School i Island og arbejde med sårbare unge gennem Lær for Livet. Vera har erfaring inden for storytelling og journalistik, blandt andet gennem sit arbejde på NXT.media.art.rebellion, som chefredaktør på ungdomsmagasinet SEIN og som medlem af Zetlands Talenthold.

PLURA er en platform for at bruge vores forskellige færdigheder og frustration over verdens udvikling til at skabe håb og handlekraft gennem leg, fællesskab og kreativitet.

At træne forestillingsevnen

Vi er tilhængere af ‘learning by doing’ og lægger derfor stor vægt på at engagere deltagerne i at være fantasifulde, skabe fortællinger og udvikle prototyper. For at aktivere forestillingsevnen har vi udviklet en række formater, både til individuel- og gruppearbejde. Et centralt element i vores tilgang er brugen af worldbuilding – processen med at skabe fortællinger om andre verdener, inspireret af sci-fi og fantasy-genren. Ofte har vores samarbejdspartnere et specifikt mål med workshoppen, som vi naturligvis tilpasser vores format for at opnå.

Vi laver forløb for organisationer, skoler og kompetenceforløb, kulturhuse, biblioteker, kommuner – vi er åbne for det meste og elsker at udforske nye territorier.

Vi har tidligere samarbejdet med blandt andre Ungdommens Folkemøde, KRAS, Kaospilot+ Berlin, Rødding Højskole, BANG! Festival, Specialefestivalen m.fl.


Du kan også læse mere om PLURA i denne artikel om da vi startede PLURA (tidl. “Det Parallelle Universitet”).