PLURA er en del af det officielle kulturprogram under Danmarks EU-formandskab

Midt i Valbyparken stod vi med en 2×2 meter stor skitse over Europa. Det blev centrum for PLURAs deltagelse på årets Ungdommens Folkemøde, hvor vi var en del af EU-formandskabets officielle kulturprogram. Her undersøgte vi sammen med de unge, hvordan kultur og inddragelse kan være med til at forme fremtidens Europa.

Vi satte Europa op som et blankt lærred, frit for grænser, ideologier og fastlagte strukturer. I løbet af dagene blev kortet langsomt forvandlet, efterhånden som deltagerne satte deres præg på det. De tilføjede ord, billeder, fund fra området og små symbolske artefakter, alt sammen inspireret af de udfordringer, de fik i hånden.

Inspirationen kom fra den ikoniske sci-fi-forfatter Ursula K. Le Guin, der tegnede kort for at forstå og forme de verdener, hun skrev frem. Ligesom hendes fiktive universer tog fysisk form, fik de unges visioner om det europæiske fællesskab her en konkret skikkelse, i form af et samskabt kort over fremtidens Europa.

Kortet skal fremover bruges som et samtalerum – et udgangspunkt for nye dialoger om, hvordan unge kan være med til at gentænke EU.

Vi stod i området Internationalt samarbejde, hvor mange lagde vejen forbi – nogle for at bidrage, andre blot for at nysgerrigt kigge med eller tage en snak om Europas fremtid. Tak til alle, der kom forbi og satte deres præg.

Indslaget var en del af det officielle kulturprogram under Danmarks EU-formandskab, drevet af Kulturmødet Mors i samarbejde med Ungdomsbureauet, Dansk Kulturinstitut, UngKult og Grundtvigsk Forum, med støtte fra Kulturministeriet og Udenrigsministeriet.


Udgivet

i

af

Tags: